I går stødte jeg på en af mine bedste barndomsveninder gennem facebook. Uden tvivl var hun en af dem jeg brugte allermest tid sammen med gennem hele folkeskole tiden og også nogle år efter. Af mere eller mindre skøre grunde stoppede vi kontakten. Men hvor er det sjovt at man stadig år efter bare lige finder rytmen man havde sammen dengang.
Håber vi kan mødes til Vorbasse marked i år. Det ville være sjovt at se hende igen.
Puha som tiden går... Og tænk engang som det kommer til udtryk i mine pigers udvikling! Helene har på det sidste haft syvmilstøvler på mht mange ting, men især indenfor tegnekunsten ser vi store og markante fremskridt. Se blot den smukke Lou Lou fra Dr Ramasjang:
Læg mærke til hullerne i næsen, for som Helene siger: J”a mor, for vi har 2 huller i næsen som vi kan pille i”….. o.O LOL
Faktisk er det sjovt som der kommer guldkorn fra pigerne… Sidste torsdag var vi en smut forbi mine svigerforældre om aftenen og Kent var taget på arbejde. Da vi skulle hjem lavede vi lidt sjov med vinduerne i bilen. Jeg rullede dem ned (elruder aahhh) og farfar sagde pænt farvel til pigerne gennem ruden. Da vi skulle køre lod Ib som om at han ville skubbe glasset op med flade hænder og jeg legede med og rullede lige så stille op til STOR overraskelse for pigerne ;) Da det var lukket spørger Helene mig om det var mig der hjalp farfar med at rulle vinduet op og jeg svarer at det var det ikke. Helene spørger igen hvordan han kunne det og jeg forklarer at det er fordi farfar er meget stærk hvorefter Helene hurtigt, forbavset og med lidt stolthed i stemmen udbryder: “Nøøøj, jeg vidste ikke farfar var sådan en helt…!” Jeg skreg af grin og måtte vende bilen for at redde “Heltens dag” ;) Da jeg fortalte mine svigerforældre det grinte de lige så meget og farfar voksede en halv meter ;)
Tak til jer mine kære venner som har været der for mig gennem tiden
Tak til jer min skønne familie som jeg ved jeg kommer til at dele mange gode timer sammen med frem over.
Tak til jer, som har givet mig modgang, for det har hjulpet mig til at definere mig og gøre mig til den jeg er i dag. At være stærk og hjælpe mig til at finde ud af hvor mine grænser og min respekt for mig selv går.
Og den største tak til Kent! Uden dig havde jeg ikke mine 2 skønne piger og det liv vi har nu. Du har støttet mig hvor jeg aldrig har fundet støtte før. Jeg elsker dig og pigerne! Og så er der jo også et par stykker i familien som jeg ISÆR vil sige tak til. I ved hvem I er :)
Jeg vil gerne sige tak! For vi skal lære at være taknemmelige for de mennesker vi holder af - både dem vi ser ofte, måske hver dag, og dem vi ikke ser så tit og desværre heller ikke får snakket med så tit.
Tak til jer! I har alle givet mig SÅ meget gennem livet.
Og til sidst: Tak til jer som læser med. Husk at dette liv ikke varer evigt. Måske ses vi i det næste. Men derfor skal vi stadig huske at påskønne hinanden i dette liv.
(Billedet er lånt allernådigst fra den skønne Nadia,
som jeg læser hos HVER dag, og som jeg i øvrigt også gerne vil
takke for de mange smil på læben hun giver)
Denne påske har ikke just været den bedste af slagsen. Så har jeg vist sagt det på en pæn måde. Der er sket mange trælse ting, men det værste var dog, da vi mistede vores skønne kammerat Nicolaj. Fuldstændig meningsløst og på en måde man ikke synes er muligt… Sådan endte Nicolajs liv alt for tidligt. Han er savnet! Og aldrig glemt! Han var heldigvis glad, da det skete. Det var på hans motorcykel og alting i hans liv var ved at være på plads. Han var glad. Desværre endte det for tidligt. Hans liv var kun begyndt. Hvil i fred Nicolaj.
